Log ind Min side

Du har ingen varer i din indkøbskurv.

Dansk Teknik & Værktøj

Vi leverer tekniske løsninger, der holder industrien i gang

Hos Dansk Teknik & Værktøj ApS (DTV) kombinerer vi teknisk indsigt, stærke partnerskaber og lokal tilstedeværelse. Vi leverer især svejshydraulik, industrigas og hertil tekniske reservedele og værnemidler – hurtigt, effektivt og med rådgivning, du kan regne med.

Historie

Dansk Teknik & Værktøj ApS (DTV) har siden 1. februar 2007 været en stærk og lokalt forankret leverandør af teknisk udstyr, værktøj og industriløsninger – med hovedsæde og lager i Hadsund. I december 2019 flyttede vi til nye og mere moderne lokaler på Østergade 73 i Hadsund, hvorfra vi fortsat servicerer både store og små virksomheder i hele Nord- og Østjylland.

Virksomheden ejes og drives af ægteparret Kirsten Boje og Asger Brorsen – to af de oprindelige medstiftere – og i dag tæller teamet ca. 10 dedikerede medarbejdere.

Hos DTV møder du ikke bare produkter på hylderne – men et engageret team, der brænder for at finde den rigtige løsning til hver kunde. Vores sortiment spænder bredt over industriværktøj, industrigasser, hydraulik, tekniske reservedele, værnemidler og professionelt rengøringsudstyr.

I august 2020 åbnede vi en ny afdeling i Nørresundby på Kystvejen 66. Her driver vi en teknisk butik og et større industrigasdepot – ligesom vi også har depot i Hadsund.

Vi råder over tre centrale lokationer:

DTV Hadsund
Teknisk forretning & gasdepot
Østergade 73
9560 Hadsund

Reservedelslager & logistik
Kærvangen 7
9560 Hadsund

DTV Nørresundby
Teknisk forretning & gasdepot
Kystvejen 66
9400 Nørresundby

Med afsæt i disse lokationer leverer vi dagligt løsninger og industrigasser fra Skagen i nord til Assentoft i syd.


Stærke partnerskaber

DTV står ikke alene. Vores udvikling er båret af tætte og langvarige samarbejder med nogle af branchens mest anerkendte leverandører:

  • Strandmøllen A/S er vores faste partner på industrigasser – et samarbejde, der har eksisteret siden DTV’s start. Vi driver depoterne i Hadsund og Nørresundby, mens Strandmøllen som producent sikrer levering af gas i højeste kvalitet – med fokus på sikkerhed, miljø og bæredygtighed.
  • EWM Distribution PartnerEWM AG (siden 2019) er blandt Europas førende producenter af svejseteknologi. Som officiel EWM Distribution Partner er vi autoriseret forhandler af EWM’s avancerede svejsemaskiner og tilbehør – og tilbyder både teknisk support og adgang til den nyeste svejseteknologi på markedet.
  • Alfa Gomma Group (Dunlop Hiflex i Danmark) har siden 2018 været vores samarbejdspartner på hydraulik. Partnerskabet giver os adgang til kvalitetskomponenter og har styrket vores position inden for slanger og fittings – både direkte og via vores danske forhandlernet.
  • Goizper Group har vi importeret siden 2016. De er særligt kendt for deres slidstærke sprøjter og udstyr til fødevare-, rengørings- og kemikalieindustrien, herunder de robuste og kemikalieresistente IK-sprøjter og sprøjterne fra Osatu. 
Dunlop Hiflex
Goizper Group

Vores tilgang er samarbejde

Vi tror på teknisk indsigt, ærlig rådgivning og hurtig levering. Det er sådan, vi har skabt langvarige relationer til vores kunder – og det er sådan, vi fortsætter med at vokse. Hos DTV får du ikke bare en leverandør. Du får en samarbejdspartner.